| I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres | |
| Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som | |
| sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde | |
| nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk. | |
| Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa | |
| gemt i hendes Lomme. Hun havde for et Øjeblik siden faaet det af den | |
| gamle, hvidhaarede Urmager, til hvem hele hendes udenlandske | |
| Korrespondance blev adresseret, og hun brændte af Utaalmodighed efter at | |
| erfare de Nyheder, som det i al Almindelighed maatte indeholde, og efter | |
| at faa det overbragt til sin Ven Andrey, hvem det dog fornemmelig angik. | |
| Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de | |
| mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i | |
| Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var | |
| sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem | |
| Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør. Hendes smukke, | |
| noget stillestaaende Ansigt havde faaet en let Farve af den hurtige | |
| Gang. | |
| Andrey var alene, i Færd med at gøre Uddrag af en Statistik, som han | |
| benyttede til Grundlag for den Artikel, han hver Uge skrev til et | |
| russisk Provinsblad. Han vendte Hovedet og rejste sig med udstrakt Haand | |
| for at byde sin Gæst velkommen. | |
| „Her er et Brev til dig!“ sagde Helene, idet hun gav ham Haanden. | |
| „Naa, endelig!“ udbrød han. | |
| Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt | |
| Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor | |
| af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dybe og tankefulde, men | |
| dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele | |
| hans kraftige, velformede Skikkelse. | |
| Der gled en let Rødme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstærke | |
| Fingre med nervøs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark | |
| Papir, bedækket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en | |
| uregelmæssig, sammentrængt Haandskrift. | |
| Helene, der ikke syntes at være mindre utaalmodig end han, gik hen til | |
| ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne læse i Brevet. | |
| „Det er bedre, at vi sætter os ned, Helene!“ sagde den unge Mand. „Du | |
| skygger for Lyset med dine Krøller!“ | |
| Det mere end tarvelige Værelse var kun sparsomt oplyst af en eneste | |
| Lampe, dækket af en grøn Papirskærm, saaledes at kun en Del af | |
| Brædegulvet, Benene paa nogle simple Stole og den nederste Del af en | |
| Mahogni Kommode -- Værelsets fornemste Prydelse -- var helt oplyst. | |
| Væggene, som var betrukne med gult Tapetpapir og prydede med et billigt | |
| Litografi af den schweiziske General Dufour, et Landskab, et Fotografi | |
| af Værtindens afdøde Ægteherre og hendes Eksamensbevis fra Skoletiden, | |
| indfattet i Glas og Ramme, var hyllede i et diskret Tusmørke, meget | |
| klædeligt for disse Kunstværker, men umuligt at læse i. | |
| Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var | |
| dækket med Bøger og Papirer, og drejede Lampeskærmen saaledes, at det | |
| Hjørne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene | |
| satte sig ved Siden af ham og saa nær, at hendes Haar undertiden berørte | |
| hans; men ingen af dem ænsede det, saa optagne var de af deres Tanker. |